Han er godt nok ikke til stede for han døde i 1679.
Ikke desto mindre har han været en stor inspiration for statsledere for et par århundreder siden. Han er det sikkert stadig for nogle, hvis de har en lille afrikansk diktator gemt i maven et sted.
Hobbes filosoferede om overgangen fra naturtilstand til ordnet samfund.
Han beskrev hvor frygteligt det var at leve i naturtilstand uden love og regler og talte for at man skulle underkaste sig en suveræn leder, for kun derved kunne man redde livet og opretholde en anstændig tilværelse. Hobbes var en velset gæst hos samfundets magtfulde, da hans filosofi passede ganske fint ind i datidens billede af, hvad der skulle til for at drive en stat.
Her kommer lidt hovedlinier i Hobbes filosofi. Det er ganske underholdende læsning. :-)
Hobbes har i sin filosofi især fokuseret på den politiske statslære. Hans primære udgangspunkt for denne statsfilosofi er hans menneskesyn. Hobbes definerer mennesket som et naturvæsen og ikke et samfundsvæsen. Derved modsætter han sig Aristoteles’ tankegang om, at mennesket er et Zoon Politikon (et samfundsvæsen).
Hobbes har lige som Niccolo Machiavelli et pessimistisk menneskesyn. De mener begge, at mennesket har egoistiske tilbøjeligheder, dvs. er selvinteresseret og at det er mest tilbøjeligt til at følge lidenskabens love. Det er i lyset af denne pessimistiske antropologi, at Hobbes ser mennesket befinde sig i en konstant kamp om overlevelse. Lidenskabens love er blandt andet stolthed, partiskhed og hævn. Når mennesket lever afskåret fra et samfund eller uden for det, befinder det sig i det Hobbes kalder naturtilstanden og er mest tilbøjeligt til at følge dets lidenskab. Det fører til alles krig mod alle og et uhumsk, dyrisk, fattigt og kortvarigt liv. I naturtilstanden, hvor den suveræne magt er fraværende, vil de ødelægge hinanden og kun være til skade for sig selv. Det er ifølge Hobbes konsekvensen af menneskets natur. For at komme ud af denne naturtilstand udtænker fornuften naturlovene, der er logisk funderede forskrifter og derfor kan opretholde livet bedst muligt for alle i samfundet. Der er hovedsageligt tre årsager til, at mennesket strides: Rivalisering, usikkerhed og stræben efter ære. Mennesket er et egennyttigt væsen og derved forfængeligt, og det vil ikke indrømme, at andre er klogere end det selv. Mennesker vil opnå en såkaldt fjendestatus, hvis de stræber efter samme mål og kun én kan opnå det. Det fører til en umiddelbar ødelæggelse eller undertrykkelse af den anden. Uden denne overordnede magt, ville mennesket leve i stadig frygt og være ude af stand til at opnå lykke.
Hobbes mener også, at mennesket ud over de lidenskabelige love også har fornuftens love som: Retfærdighed, billighed, sømmelighed og barmhjertighed. Det er ved at følge disse love, at det vil være muligt for os at leve i et samfund, hvor vi undertrykker vores lidenskaber og eliminerer de dagens stridigheder og uenigheder. Ifølge Hobbes er selv det værst tænkelige samfund bedre end den oprindelige naturtilstand, fordi samfundet i sin form har en overordnet magt, der forener styrker og skaber en fælles tryghed for alle. For at mennesket skal kunne leve i et samfund, skal det indgå en samfundspagt, så individet opgiver sin frihed og forpligter sig til at adlyde suverænen for derved at opnå tryghed. Hobbes mener, at mennesket accepterer disse omstændigheder, fordi det har indset, at det kun kan leve i tryghed ved at leve i en sådan samfundsform. Mennesket følger her udelukkende fornuftens love og vælger at leve i samfundet, da frygten for at blive straffet af suverænen og frygten for døden undertrykker de følelsernes love. Det er altså frygten, der afholder mennesket fra at overtræde samfundets regler og orden.
En hersker kan afsættes på to måder: Den ene hvis magthaveren ikke kan opretholde tryghed, for så ender det i naturtilstanden. Den anden hvis en borger er dødsdømt, og hans liv er i fare og følger selvopretholdelsesdriften. Den er menneskets naturret til at holde sig i live. Så snart mennesket er uden stat, er der intet, der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Så kan menneskets naturret risikere at blive krænket.
Niccolo Machiavelli som er nævnt i begyndelsen var en anden politisk filosof som også funderede over begrebet statsdannelse. Ham kigger vi lidt på i morgen, når han nu er taget frem også.
