Jeg beskæftiger mig i de kommende indlæg med tanker om at være et "ordentligt" menneske.
Vi lever i en tid hvor individualismen hyldes på alle planer i vores omverden. Hvad gør det ved os at vi hele tiden skal arbejde for at hævde os selv og vores eget? Vi opfordres til at akkumulere. Til at samle sammen til os selv. Ikke de andre men os selv. Vi bliver af slørede omveje drevet ind i en strøm af egoisme og selvhævdelse, hvor vi er os selv nærmest og sanser ikke hvad der sker omkring os. Vi opdager ikke hvad vores handlinger og ord gør ved dem vi omgiver os med. Vi mister bevidstheden.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletVi glemmer at spørge os selv.
SvarSletHvad er jeg her for lærer?
Hvad er jeg her for at give?
Glemmer vi at kigge ind i os selv ?
Hvordan kan jeg forstå verden, hvis jeg ikke kigger indad ?
Bliver vi fortryllet/lullet ind i matrealisme, og glemmer skabningen. Den menneskelige skabning!
Kunne man forestille sig at, som ideal vil jeg lærer at mærke mig ind i omgivelserne med diskretion/indsigt.
Dine tanker former sig :-)